Det er tid til en status opdatering om vores Cykelfærge projekt.

Først og fremmest: Min personlige tak for opbakning til projektet fra så utroligt mange.
Og så hatten af til os alle fordi vi gør det.
Vi demonstrerer at en cykelfærge mellem Dragør og Limhamn kan lade sig gøre i praksis.
Samt præcis hvordan det kan lade sig gøre.

Vi lykkes også med at arbejde tæt sammen omkring projektet på begge sider af Sundet. TAK for det!

Alle aktiviteter og hele processen omkring cykelfærge projektet er nedfældet i noter fra møder og telefonsamtaler, emails, print af alle indhentede tilladelser, og så videre, således at rettidig omhu omkring hele det kæmpe udførte arbejde fint kan dokumenteres og forhåbentlig videreføres også fremadrettet.

Een af de helt store udfordrende punkter for projektet har drejet sig om den danske Søfartsstyrelse og de svenske søfartsmyndigheders enighed omkring antal tilladte passagerer ombord på M/S Elephanten.
Fartøjet har certifikat til at medbringe 36 passagerer i dansk farvand. Der kan også udføres tur-sejlads med 36 passagerer mellem Danmark og Sverige. Alle certifikater og projekt beskrivelse har været delt med begge instanser siden marts. Projektet modtog tilbage i marts skriftlig information fra de svenske søfartsmyndigheder om at M/S Elephanten ville have tilladelse til at kalde svensk havn under en forudsætning om et nyt sikkerheds certifikat. En betingelse som selvfølgelig blev opfyldt.
Den danske Søfartsstyrelse har vurderet det som sikkert med dette passager antal inden for projektets tidsbegrænsede definition og har arbejdet med de svenske søfartsmyndigheder om at endeligt bekræfte dette. Det var forventet at komme i mål. Men det er gang på gang siden marts blevet udskudt og har holdt projektet alvorligt tilbage.

Sent i juni blev vi overraskende informeret om at de svenske søfartsmyndigheder nu har taget ”endelig” stilling til ikke at tillade at M/S Elephanten som Cykelfærge at medbringe mere end 12 passagerer mellem Danmark og Sverige.

Dette betyder at den grundlæggende økonomiske forudsætning for projektet i 2017 er væk.

Jeg er selvfølgelig skuffet over denne sene udmelding, på projektets vegne, på alle ildsjæles vegne, på de tilfredse passagerers vegne og faktisk på begge vore landes vegne. Men det er der ikke noget at gøre ved.

Vi har kigget på forskellige rednings-planer men kan se, at det vigtigste må være at der reserveres ressourcer til også at kunne kæmpe for vores cykelfærge fremadrettet. Så den konkrete plan for resten af sæsonen er nu at vi har måtte aflyse nogen ugers sejlads i Juli måned men fortsætter sejlads som cykelfærge ultimo juli 2017 (der er pt åbent for bookings 25-30. juli og vi forventer pt at det lykkes at sejle lidt i August).

Så skynd jer at booke sejlads online nu, hvis I ønsker en tur!
Der er masser af plads ombord også til lad-cykler, barnevogne, osv.

Tak!  Tak for al den fantastiske feedback modtaget om vores cykelfærge, smukke historiske M/S Elephanten.

Og tak for, at vi sammen viser, at det kan lade sig gøre at skabe nyt.

De bedste hilsener fra
Rikke & Team